Historier fra hverdagen

Sofa-perspektiv

arbejde 03 feb 2018

Jeg ved ikke hvordan I har det, men jeg kan rigtig godt lide at føle mig til gavn. Det er sgu nok helt normalt, tænker jeg, men det var ikke lige den følelse der herskede i mit liv efter folkeskolen, HF og et højskoleophold.

Jeg havde ellers en masse energi da jeg kom hjem fra højskolen - så skulle jeg ud og redde verden og jeg skulle starte i Nicaragua. Der havde jeg været på studietur med højskolen.
Det viste sig ikke at holde vand og min plan B om at få job på højskolen kom jeg aldrig rigtig videre med. Og så var det som om, at den ene dag bare tog den anden og sofaen og de sene nattetimer blev centrum i mit liv.
Sofaen og de evindelige dårlige serier der kørte om eftermiddagen når jeg stod op, inspirerede mig ikke det mindste til at komme i gang med noget. I stedet opfandt jeg diverse sygdomme jeg kunne fejle og lå på sofaen og fik små angstanfald over, at nu havde jeg sgu nok testikelkræft eller lignende. Alt der foregik væk fra mit hjem blev uoverskueligt… Når venner ringede og inviterede mig ud en uge i forvejen, var det nærmest et stressmoment… "Hvordan skulle jeg nå det??".

Endelig tog jeg mig sammen, nok skubbet af min omgangskreds. Efter at have været muret inde i et halvt års tid, fandt jeg frem til nogen der kunne hjælpe mig videre. Handicapidrættens Videnscenter. Jeg fik en tid hos en af jobkonsulenterne, Torben Pehrsson. Han spurgte mig hvad jeg interesserede mig for og hvad jeg kunne forestille mig jeg kunne arbejde med. Jeg sagde flaskedreng, telefondame på kommunen og andre fjollede ugennemtænkte ting. Jeg var vist ikke den første der ikke vidste hvad der fandtes af muligheder, han havde mødt. Han gik i gang med at søge efter et job udfra mine lidt mere gennemtænkte interesser og ønsker, vi trods alt kom frem til i løbet af samtalen. Så en dag ringer telefonen... Torben fortæller om et job som webmaster og IT-supporter i en frivillig organisation. Det lød spændende, men det var også angstprovokerende at skulle møde vidt fremmede mennesker og prøve at sælge sig selv, for hvad kunne de bruge en som mig til? Torben tog med til samtalen og det var rigtig rart. Samtalen gik rigtig godt. Der startede jeg min karriere på det danske arbejdsmarked. Stedet hed Ung på Linie / UngOnLine. Det var fantastisk spændende... Et helt nyt liv for mig... Jeg havde noget at stå op til hver dag. Der var pludselig brug for mig og mine kollegaer værdsatte mig og mine kompetencer. Det gjorde det hele for mig. Desværre blev Ung på Linie / UngOnLine kørt ned økonomisk og måtte stoppe i den daværende form... Jeg stod igen uden arbejde, men nu havde jeg da set at jeg kunne bruges til noget, så nu var jeg ikke klar til at ligge på sofaen og se serier dagen lang. Der gik nogen måneder og så havde Torben fundet et nyt job, nu indenfor uddannelsesverdenen. I sommeren '99 startede jeg som IT-supporter og webmaster på Højvangseminariet (et pædagogseminarium - nu en del af UCC). Her arbejdede jeg frem til 2011 hvor jeg blev headhuntet til en ny organisation af en tidligere kollega. Hun var ikke helt stolt af at skulle "stjæle" mig fra vores gamle arbejdsplads, men jeg var glad... 12 år var nok... Sammenlægning, kollegafnidder deraf og ikke mindst en ledelse man følte ikke lyttede nok, havde kørt mig træt og jeg ventede vel sådan set bare lige på det her skulle ske.

Min nye arbejdsplads var et job- og aktivitetstilbud for udviklingshæmmede. Jeg ville rigtig gerne noget nyt og at min tidligere kollega, der nu var blevet mellemleder, havde husket mig og tænkte at jeg ville være den helt rigtige i jobbet som medieudvikler hos Job & Aktivitetscenter Vestegnen, var også en kæmpe anerkendelse. Men jeg havde også mine forbehold. Jeg har altid hadet at blive sat i samme bås med udviklingshæmmede. Det var lidt tendensen da jeg var barn at fysisk handicappede og udviklingshæmmede deltog i det samme - det kunne jeg ikke lide. Jeg holdt mig altid sammen med de ikke-handicappede når jeg var på sommer-/efterårslejr på Pindstrup Centret. Mit hoved fejler ikke noget og jeg vil egentlig bare gerne blende ind med resten af den "normale" danske befolkning.

Den første uge på arbejdet gik med at komme rundt i de forskellige afdelinger og grupper og lære borgere og kollegaer lidt at kende. Jeg skulle også hjælpe mine nye kollegaer med at tage backup af deres ting på computerne, da vi skulle til at flytte til nye store lokaler, og man kunne ikke være sikker på at man lige fik den samme computer igen. Nogen af mine kollegaer var nok lige så nye i situationen som jeg var i arbejdet, for flere af dem talte højt og tydeligt til mig, for de var faktisk ikke helt sikker på hvad jeg var for en, har de senere fortalt mig. Heldigvis opfattede jeg det ikke, eller så har jeg lært at overse folks hensyntagen.

Kollegaerne fandt hurtigt ud af at jeg var rimelig normal i øverste etage, men for borgerne tog det lidt tid... Ca. et halvt år efter jeg var startet står jeg og er ved at låse mig ind på et personaletoilet - en af borgerne fra en anden gruppe glor overraskende på mig og spørger hvorfor jeg har en personalenøgle... Det tog som sagt lidt længere tid for nogen af borgerne at forstå og jeg måtte i starten virkelig arbejde med at holde min tåkrumning nede.

Jeg nåede at arbejde knapt 6 år i JAC Vestegnen. Det var en fantastisk tid. Ikke altid selvfølgelig, men overall...

Nu arbejder jeg i NT Falke. Det er noget helt nyt og andet end hvad jeg kommer fra, men vildt spændende.

Så min opfordring til jer, der sidder derhjemme og ikke tror at der er brug for jer på arbejdsmarked, er, at der er brug for os alle. Vi kan alle bidrage med noget. Hvad vi måske ikke har i fysisk formåen, har vi måske på et andet område.
Jeg ser det også lidt som et integrationsprojekt at vi med et fysisk handicap kommer ud og blander os med resten af samfundet. Vi er ikke dikke-dik-borgere, som "normale" mennesker kan gå og klappe og dikke, vi er borgere i samfundet på helt samme fod som alle andre. :-)