Historier fra hverdagen

Skytsengel

arbejde, dyr, hjælpemidler 04 apr 2018

Jeg var ude i Handicaporganisationernes Hus, hvor STH – Servicehunde Til Handicappede har kontor. Jeg skulle hjælpe til med at pakke nogle breve.

Huset er på alle måder handicapvenligt. Der er tænkt på alt…

Der er naturligt lys i alle lokaler hele vejen rundt. Når der alligevel bliver brug for elektrisk lys, tænder det automatisk, når følerne mener, der er brug for det. Persienner ruller automatisk ned og op, når de mener, der er brug for det. Knapper til elevatoren findes både oppe og nede på væggen, så du kan trykke med hånden/armen oppe eller du kan bruge den nede til fødderne. Der er markeringer i gulvet til blinde. Og jeg kunne blive ved og ved og ved. Vigtigst: der er tænkt på, at man kan nå toiletpapiret fra wc’et… Det er stort.

Nå, men jeg var derude og på et tidspunkt, skulle jeg så på toilettet. Min kære servicehund Mocca lå stille og sov på kontoret, så jeg nænnede faktisk ikke at vække hende, så jeg trillede bare selv derud, velvidende at jeg jo i hvert fald ikke skulle bruge hende til at hente toiletpapiret for mig.

Jeg skal skynde mig, så jeg drøner derud. Springer … eller det er måske lige overdrevet nok, men jeg kommer i hvert fald over på toilettet.

Da jeg er færdig, skal jeg så tilbage i stolen.

Ganske som jeg plejer, skubber jeg styreboksen til side – for lige at få lidt bedre plads. Jeg glemmer dog, at det er min nye kørestol…

Den er fantastisk min nye stol, det har jeg skrevet om før og jeg mener det. Den er virkelig god, dog er der lidt småjusteringer, der mangler at blive fikset. Sådan er det med alt nyt, man finder ud af det hen ad vejen – og der er bestilt tid til de små ændringer.

Men en af justeringerne som skal er at min styreboks skal rykkes. Bare lige et par cm… For når man skubber den til side, så sætter joystikket sig fast og stolen kører af sig selv, hvis altså ikke man husker at slukke for den først…

Jeg skubber så til styreboksen OG ja, jeg har så glemt at slukke for stolen, da jeg i al hast hoppede over på toilettet.

Nu begynder min stol så at bakke – mens jeg stadig sidder på toilettet…

Er du klar over, hvor mega sindssygt, det er at sidde der og se sin stol begynde at bakke? Er du klar over, hvor vildt mange tanker man kan nå at tænke, alt imens man faktisk ikke kan gøre en skid?

Jeg sad bare der og så min stol bakke. Ualmindeligt heldigt – så sætter joystikket sig fast i sådan en vinkel, så stolen laver en baglæns pirouette – ganske langsomt faktisk. Det er den undelyneme heldigt, at det ikke var i fuld fart…

Jeg når heldigvis at få fat i min mobiltelefon i tasken, da den kommer forbi mig. Stolen bakker så ind i armstøtten, tasken bagpå hægter sig fast, så stolen ikke kan fortsætte sin pirouette, men i stedet begynder at vippe forover.

Jeg sidder fuldstændig målløs og glor på det hele. Egentlig fatter jeg ikke en skid.

Hjulene står så bare og kører rundt, mens stolen bare hænger med “røven” i vejret – og jeg fatter ingenting. Stolen går så i stå og falder til gulvet med bagenden igen.

Så sidder jeg der på toilettet med en stol, der har vendt ryggen til mig. Hvordan klarer man den?

Jeg må ringe ind på kontoret og sige, at jeg behøver hjælp. Det gør jeg så – eller det vil sige – at lige netop her viser der sig så en ting, der IKKE er tænkt på i dette vidunderlige hus. Der er ingen mobil dækning på toiletterne, hvis man ikke har det rigtige teleselskab… WTF sker der for det…

Ja, så må jeg jo råbe på hjælp, men kommer så i tanke om, at jeg jo lukkede alle døre efter mig, da jeg kørte derud, så sandsynligheden for at nogle kan høre mig, er der faktisk ikke…

Heldigvis er det jo så ikke så sent på dagen, at alle er gået. Så på et tidspunkt må der jo komme nogle – og kontoret må vel også savne mig på et tidspunkt…

Så sidder jeg der – og ja, så dør jeg sgu nærmest af grin. Det er edderfløjtende komisk at sidder der ude af stand til at gøre en pind…

Jeg får hægtet tasken fri igen, så er den da klar – og så pludselig – så begynder stolen dæleme at køre igen… helt af sig selv. Den fortsætter sin pirouette OG den drejer og drejer og så kommer den sgu forbi mig igen med styreboksen. Jeg kaster mig frem og river styreboksen til mig og stolen stopper … lige foran toilettet, som om intet er hændt…

Hvis nu det ikke var fordi at der faktisk er beviser på, at det er sket, så ville jeg selv tro, det var god historie. Men der er rent faktisk nogle rigtig fine beviser – sorte streger fra hjulene på gulvet, da de bare snurrede rundt.

 

Hvem fik min stol til at fortsætte? Ja, jeg spørger bare